
Spiritualitet har nok altid været en del af mig og mit liv. Interessen, troen og evnerne også. Som barn voksede jeg op med en ældre bror, og en mor, som trods en stærk tro på katolicisme, også var åben for det spirituelle. Jeg kan stadig huske hvordan min mor læste folks liv i deres hænder, og i en del tilfælde, vidste ting, som hun simpelthen ikke havde nogen chance for at vide.
Selvom vi boede i København voksede jeg stadig op med dele af den filippinske kultur, og i hvert fald den del af den, hvor det ikke var fremmed at høre historier om familiemedlemmer, der både mødte og talte med afdøde slægtninge. Det var jeg både enormt fascineret af, men fandt det også ret skræmmende. Jeg oplevede i det hele taget en del ting med åndeverden som barn, som jeg måske lærte at være i til hverdag, men som også til dels medførte, at jeg lukkede ned for mine sanser. Af den simple grund, at jeg ikke forstod hvad der foregik.
Det er først inden for det seneste års tid, at jeg rigtig egentlig er blevet opmærksom på og har genopdaget mange af mine oplevelser fra barndommen, og ser dem i dag i et helt andet lys. Det er først nu jeg er begyndt at få øjnene op for hvad det betyder at bruge mine sanser, og er blevet mere bevidst om hvordan og til hvilket formål jeg i virkeligheden gerne vil bruge dem.
I dag arbejder jeg med marketing i en mellemstor dansk virksomhed, hvor jeg har været ansat i næsten 20 år, og har ganske naturligt haft flere forskellige hatte på undervejs. Mit behov for korrekt sprogbrug, genkendelige processer og fremdrift nød godt af min rolle, som annoncekonsulent, og mit drive for at se mennesket udvikle og flytte sig, blev opfyldt i min rolle som leder. En rolle, som har fyldt ganske meget i mit liv, og som jeg også bestred i mere end 10 år på forskellige ledelsesniveauer.
Uddannelsesmæssigt er jeg kontoruddannet, har en bachelor i engelsk og tysk erhvervssprog med speciale inden for international marketing og kommunikation fra CBS, en merkonom inden for hr, salgspsykologi, ledelse og coaching, og en række ledelseskurser/-uddannelser, herunder strategi, vækst og lederskab (SVL) hos Mannaz. Herudover er jeg certificeret NLP business practitioner, certificeret chakrahealer, englehealer og er uddannet inden for reiki 1, 2 og 3, og er pt. i gang med min Reiki Master Teacher, som afsluttes november 2025.
Apropros overbygningsuddannelser har jeg i 2025 også afsluttet healingsoverbygningen på epigenetisk og karmisk healing, hvilket er en healingsform jeg ser enormt meget frem til at arbejde med. I starten af 2025 bestod jeg i øvrigt mine tre eksamener, hvilket betyder, at jeg nu har afsluttet min Clairvoyance Rådgiver uddannelse hos Marzcia Techau. En titel, som jeg er ovenud stolt af! Det er en uddannelse, der i den grad rykker på hvordan jeg opfatter mig selv som menneske, og det har i sandhed været en rejse uden lige ✨ Det næste skridt herfra er at starte på Medieskabsuddannelsen hos Selma Ambirk - og det gør jeg start oktober 2025. Det er endnu et skridt på en vej, som jeg aldrig havde drømt om at gå, men da medieskab ligger helt naturligt i mig, mærker jeg kaldet på at blive dygtigere på området.
I lang tid var det akademiske en stor del af min identitet, og fokus lå i høj grad på, at jeg skulle være dygtig til alt jeg foretog mig (ellers følte jeg mig ikke accepteret eller god nok). Delen med at gøre mig umage, tager jeg med mig i mit samarbejde med det åndelige, dog med den store forskel, at tilliden og kærligheden til mig selv er større end nogensinde før, og ønsket om at hjælpe andre kommer dybt indefra min sjælsessens og mit hjerte. At jeg ikke hele tiden føler, at jeg skal leve op til andres forventninger til mig, er virkelig en løbende proces, som jeg arbejder med hver dag ❤️

love & light
“If everything around you seems dark, look again, you may be the light”
- Rumi
I dag bor jeg i en lejlighed på Islands Brygge med mine to børn, min partner og vores fælles hund. Jeg elsker Bryggen! Udover trygheden ved, at jeg er opvokset i området, er der kort afstand til alting. Til handlemuligheder, transport, restauranter, cafeer, natur og ikke mindst vand! Jeg elsker vand! For vand virker som et fantastisk batteri for mig. Det giver ro, energi, og hjælper mig med at komme helt ned i kroppen. Og jeg er en flittig helårsbader, som ser frem til alle sæsoner.
Behovet for at lade op og finde ro, har nok altid været der. Det er blot blevet mere udtalt efterhånden, som årene er gået. Corona-årene var specielt svære at komme igennem for min lille familie og jeg, for slut 2020 fik min ene datter det rigtig skidt mentalt. Vi forsøgte at få hjælp gennem egen læge, gennem psykiatrisk akut skadestue, og needless to say, så var det en lang og hård kamp. Først da hun gjorde alvor af, at hun ikke længere kunne være her, blev hun indlagt. De næste to år var præget af indlæggelser og mange forsøg på at stabilisere og hjælpe hende. Seks diagnoser senere, og en håndfuld mennesker, der inderligt insisterede på at hjælpe hende er hun landet et langt bedre sted. Og det er vi alle sammen - heldigvis ❤️
I dag går hun på en STU, afslutter snart sin HF-online, har nogle gode og søde venner, som forstår og støtter hende, og er endda blevet forlovet med en ung mand, som hun elsker. Hun kan se en fremtid for sig selv, og har nogle drømme, som hun gerne vil nå. Hun er en af de sejeste personer jeg kender, og jeg er mega stolt af hende, og i det hele taget af min egen lille familie ❤️ I dag vil hun gerne være her - og det gør en kæmpe forskel.
Som forælder ser jeg det som min fornemmeste opgave at sørge for, at mine børn har det godt, og i de situationer med min ene datter, hvor jeg stod fuldstændig magtesløs og var afhængig af, at der var nogle andre, der trådte til - det var virkelig svært. Midt i alt det kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg kunne hjælpe hende på den ene eller den anden måde. Uden at være psykolog, læge, sygeplejerske mv. - og udenom al den medicin, som kan være nødvendig - men blot ved at være mig og bruge mig selv. Midt i al kaosset blev et frø plantet, og begyndte at spire og gro. For det var faktisk her, at mine første tanker om at heale opstod.
Min helt store drøm er, at jeg med mine evner som kanal kan støtte og guide andre på deres rejse - til at finde ind til dem, de ønsker at være, og bidrage til, at de kan skabe det liv, som de ønsker - for dem selv.
Fordi jeg kommer med den baggrund og erfaring, som jeg gør, har jeg en ekstra forkærlighed for at hjælpe sensitive mennesker - psykisk sårbare unge og deres pårørende - til at finde ro, og deres plads i livet. For de har en plads. Også i et samfund hvor det mest accepterede er, at vi skal nå det hele på den halve tid, da vi ellers er dømt bagud. Det kan være svært ❤️ Det kan jeg nikke genkendende til. Der er heldigvis kommet mere og mere opmærksomhed på at hjælpe lige præcis den målgruppe, så jeg er blot en ud af mange, der gerne vil gøre en forskel.
Jeg ved, at vi ikke altid kan ændre verden omkring os – men vi kan finde ro i den. Og nogle gange kan det gøre hele forskellen. Hos SindsroAkademiet kan du trygt være sårbar. Her kan du være dig selv uden præstation og uden krav. Et sted, hvor healing, nærvær og menneskelighed går hånd i hånd.
Jeg glæder mig til at møde dig!
Love & light ✨❤️✨



Behandlinger betales til MobilePay #81451 efter endt behandling eller via kontooverførsel til reg. 6695 kto.nr: 2002167061. Betaling via faktura er netto 8 dage. Deltagelse i kurser, workshops eller events skal betales via kontooverførsel og forud for afholdelsen. Vi tager ikke imod dankort, visa eller øvrige kort.
Aflysning af behandling skal ske senest 24 timer før aftalen. Aflysning af plads på kursus, event eller workshop, skal ske senest en uge før afholdelsen, hvis du skal have det fulde beløb tilbage. Aflyser du senere end en uge før afholdelsen, beholder vi det fulde beløb, men du tilbydes en plads på det næstkommende hold.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes